Da vi startede tilbage i 1992 med de første spæde teambuilding-skridt, var der ikke nogen af os, der vidste meget om, hvor det hele kom fra. Selv havde jeg været spejder i en del år og havde en stor interesse for virksomhedsdrift og mennesker i almindelighed. Men som årene er gået, har vi efterhånden fået et overblik over den verdensomspændende historik, der ligger bag det, vi i daglig tale kalder teambuilding, som jeg vil introducere jer for her.
Det startede med spejderbevægelsen og Robert Baden-Powell
Da Robert Baden-Powell grundlagde spejderbevægelsen i 1908 med målet om at uddanne unge mennesker til at begå sig i felten, kom mange af de outdoor-elementer til, som man i dag bruger til at lave teambuilding. Han kan i dag godt betegnes som den moderne fader til teambuilding og oplevelsespædagogisk træning. Elementerne i spejderbevægelsen bredte sig hurtigt i mange former til resten af verden.
Udviklingen tog fart under 2. Verdenskrig
Under 2. Verdenskrig begyndte man at sætte fokus på erfaringsbaseret læring, efter man oplevede, at mange unge søfolk druknede, når deres skibe blev sænket af tyske ubåde i Atlanten, mens de ældre ofte overlevede. Det førte frem til den konklusion, at det handlede om erfaring. Derfor begyndte man at uddanne dem ved at give dem erfaringer med stressede, praktiske situationer, hvilket blev til det, man i dag på engelsk kalder experiential education.
En tysker satte fart på en engelsk udvikling – Kurt Hahn finder vej til England
Nu kom en tysker ved navn Kurt Hahn i spil. Han var flygtet i eksil fra Hitlers Tyskland i starten af 30’erne, da han på ingen måde kunne komme overens med de nationalsocialistiske tanker. Da han flygtede, tog han sine ideer fra Schloss Salem-skolen i Tyskland med til England, hvor der var stor interesse for hans tanker. Han havde allerede skabt et outdoor-koncept, som senere blev grundlaget for det, der i dag er en meget stor verdensomspændende organisation af skoler ved navn Outward Bound.
Som en del af træningsredskaberne designede man såkaldte high ropes eller ropes courses, som egentlig er skibsmastlignende konstruktioner med øvelser i højden bygget på land. Grunden til disse anlæg var til dels det fokusområde, man havde, nemlig træningen af unge søfolk, men det handlede også om at træne stressede situationer, og det kunne man oppe i højden. Disse konstruktioner er i dag meget udbredt i hele verden, og i Danmark har vi haft to komplette High & Low -anlæg, et i Kolding og et i Sorø, som i dag er nedlagt, grundet den skiftende trend inden for teambuilding.
Der blev nu designet et 28-dages langt program, som man tog unge søfolk igennem under 2. Verdenskrig, og efter krigen fortsatte skolerne med at træne og uddanne unge mennesker. I dag deltager 250.000 personer hvert år på Outward Bounds kurser. I Storbritannien er det nu obligatorisk med to ugers experiential education (oplevelsesbaseret læring) implementeret i det engelske skolesystem, hvor man arbejder med samarbejde og hvordan man indgår i grupper.
Kurt Hahn er i den tysktalende del af verden i dag betragtet som grundlæggeren af den moderne oplevelsespædagogik (Erlebnispädagogik), som har en stor plads i pædagogikken og bruges bredt i undervisningen i de tysktalende lande.
Den tyske del af teambuilding-verdenen har jeg beskæftiget mig meget med, da jeg flere gange har været simultantolk på ERCA -konferencer (europæisk organisation for folk, der arbejder med teambuilding), hvor jeg har oversat fra tysk til engelsk, som er de to hovedsprog i organisationen. At jeg også har kunnet tale med den tyske side har givet adgang til et skatkammer af kolleger, øvelser og tysk teambuilding-filosofi.
En amerikaner tager over – Karl Rohnke grundlægger den moderne teambuilding
I 60’erne kom der en ny spiller på banen: amerikaneren Karl Rohnke. Han tog teambuilding til et nyt niveau og skabte det, som ligner det, vi møder på teambuilding-kurser i dag. Karl var oprindeligt underviser på en Outward Bound-skole, hvor han gennemførte de efterhånden berømte 28-dages kurser. En rektor på en high school bad Karl implementere de 28 dage i den almindelige skoleundervisning, hvor det skulle skabe den samme selvudvikling og selvindsigt blandt eleverne på high school. Den opgave tænkte Karl, at han sagtens kunne løse. Men så let gik det ikke. De 28 dage fungerede slet ikke i en skole med korte undervisningspas. Det var ganske simpelt ikke muligt at overføre den metodik, der lå i det lange forløb, og eleverne hadede mildt sagt Karls timer.
World of Adventure og Karl Rohnke – en personlig ven
World of Adventure og Karl Rohnkes historie går tilbage til 2004, hvor vi inviterede ham til Danmark og lod ham træne vores personale. Vi afholdt desuden en række workshops med vores kunders HR-medarbejdere fra en lang række danske virksomheder. Han blev en af mine personlige venner, og vi delte en stor passion for leg og kreative øvelser. Jeg har sammen med min familie holdt ferie hos Karl og hans kone, Gloree Rohnke, i deres hjem i Galena, Illinois, hvor Karl, trods sin fremskredne alder, legede dagen lang. Om det var lege med mine dengang små børn, små konkurrencer ved middagsbordet eller en sjov ting, han fandt i en butik, så var han et evigt legende menneske. Vi har mødtes mange gange til seminarer rundt om i verden, hvilket har ført til mange sjove og inspirerende timer sammen. Jeg har en sætning, jeg altid bærer med fra de mange timer sammen med Karl: "If it ain’t funny, don’t do it!"
World of Adventure er meget stor tilhænger af Karls approach til teambuilding. Det skal være sjovt, for på den måde sikrer vi mange udviklings- og læringsmæssige fordele. Vi åbner deltagerne op, skaber engagement og giver ikke mindst deltagerne lyst til at deltage i mere og dermed lære mere om sig selv og hinanden.
Men Karl, som var vokset op som enebarn på flådebaser i hele verden og ofte måtte underholde sig selv, gav ikke op. Han begyndte nu at afprøve en masse små, komprimerede lege på eleverne og satte en præmis op – at øvelserne skulle være sjove, hvilket eleverne indtil videre havde oplevet, at der ikke var meget af. Det virkede over al forventning, og pludselig blev Karls timer de mest eftertragtede og et rent tilløbsstykke. Kort tid efter grundlagde han Project Adventure, hvor han sammen med andre undervisere gik i gang med at udvikle og afprøve masser af øvelser og små lege. Alt fra små konstruktionsøvelser til lege og skøre påfund, der ud over at være sjove også lærte mennesker noget om samarbejde og løsningen af opgaver i fællesskab.
Karl var i mange år direktør for Project Adventure, der kom til at tælle over 100 ansatte, og som i dag stadig er en kapacitet på området for oplevelsesbaseret træning. I dag er Karl verdens mest kendte træner på teambuilding-området, og selv da han havde rundet de 70 år, var han fortsat aktiv med workshops og satte stadig legen i højsædet. Han har desuden skrevet en lang række bøger med øvelser, hvoraf de mest kendte udgivelser er "Quicksilver" og "Silver Bullets". Alle bøgerne er skrevet i Karls meget humoristiske tone, hvor det klart skinner igennem, at det skal være sjovt.
Hvis du er interesseret i Karls øvelser og tankegods, så kan du finde hans omfattende forfatterskab på www.karlrohnke.com eller på hans Wikipedia-side. Karl gik bort i 2020, 83 år gammel og med et langt og fantastisk liv bag sig.
Teambuilding i dag
I dag bliver teambuilding brugt til mange forskellige slags grupper. Både skoleelever og erhvervsliv bruger i dag aktivitetsbaseret træning i mange forskellige versioner. Efterhånden er der ikke mange, der stiller spørgsmål ved metoden, og virkeligheden er, at der især i udlandet er bedrevet meget forskning, som siger, at vi ganske simpelt lærer mere, når der blandes aktive oplevelser ind i træningen. Dette skyldes både, at vores krop kan lære, men også at vores hjerne ganske enkelt bedre husker den læring, der er opstået i forbindelse med aktivitetsbaseret træning.
I erhvervslivet bliver teambuilding i dag kombineret med typologianalyser, teamcoaching, High Performance Teams, faciliterede processer og mange andre adfærdsbaserede teorier. Forløbene designes til at sætte fokus på alt fra projektledelse, Lean, innovationsprocesser, teamudvikling, arbejdsglæde og værdiimplementering til mange andre relevante virksomhedsemner. Alt sammen med fokus på at udvikle mennesker og organisationer og etablere den kultur, der skaber de nødvendige resultater, samtidig med at det bidrager til at skabe velfungerende og tilfredse medarbejdere.
En klar trend er flere koncepter med større fortællinger. Det kan være ting set på TV som Fangerne på Fortet eller koncepter som vores The Domino Effect, hvor man skaber samarbejde på tværs af team. Der er også kommet mere IT ind over, hvor man stadig er meget fysisk, men har en spilstyringsapp og lydkulisse med på arrangementet. Men sikkert er det, at området vil blive ved med at udvikle sig med tiden, som det har gjort, siden jeg startede tilbage i 1992.
I interviewet med Jyllands-Posten (PDF) fortæller jeg mere om min vej ind i teambuilding, udviklingen af World of Adventure og de erfaringer, jeg har samlet siden grundlæggelsen i 1992.
Søren Madsen
Direktør og grundlægger af World of Adventure. Grundlagt 1992