World of Adventure og CoastZone samler kræfterne og skaber et endnu stærkere fundament for teambuilding, events samt team- og lederudvikling i Danmark fra 2027.
To af Danmarks største og mest erfarne aktører inden for teambuilding bliver nu en del af samme familie. Fra 1. januar 2027 overtager Søren Madsen og Bettina Madsen 69 procent af aktierne i CoastZone A/S. Søren Madsen er i forvejen ejer og direktør i World of Adventure A/S.
Dermed samles to virksomheder, der gennem mere end 20 år har været blandt de markante aktører på det danske marked. CoastZone og World of Adventure fortsætter som selvstændige brands, men får fremover mulighed for at trække på et fælles fundament af kompetencer, kapacitet, systemer og udviklingskraft.
Ambitionen er klar: at skabe endnu bedre muligheder for kunder, venues og medarbejdere – uden at gå på kompromis med den kvalitet, nærhed og faglighed, som de to brands er kendt for.
”Vi samler nogle af Danmarks absolut dygtigste og mest erfarne mennesker inden for teambuilding, events og udvikling. Det giver os en helt ny styrke. Vi kan udvikle mere, lære mere af hinanden og samtidig fastholde det, der har gjort begge virksomheder stærke: høj kvalitet og gode oplevelser for kunderne,” siger Søren Madsen.
Større kapacitet og flere muligheder for kunder og venues
De to virksomheder supplerer hinanden fagligt. World of Adventure står stærkt inden for teambuilding, fester og eventbureau-opgaver, mens CoastZone kombinerer aktivitetsbaseret teambuilding med blandt andet udviklingsforløb for teams og ledere med værktøjer som DiSC, Insights og The Five Behaviors of a Cohesive Team.
For kunderne betyder det adgang til en bredere palet af kompetencer og koncepter samt større kapacitet til både små, specialdesignede forløb og større arrangementer.
For hoteller, konferencecentre og øvrige venues giver det samtidig en samarbejdspartner med større skalerbarhed, geografisk rækkevidde og faglig bredde. Med baser i Skanderborg, Kolding og København, mere end 20 fastansatte og omkring 250 freelancere får den samlede organisation en markant leverancekraft på tværs af landet.
Tilsammen har CoastZone og World of Adventure gennem årene haft mere end 1,5 millioner medarbejdere igennem deres arrangementer og forløb.
Fakta om den nye familie
Søren og Bettina Madsen overtager 69 % af aktierne i CoastZone A/S pr. 1. januar 2027
To selvstændige selskaber og brands: World of Adventure A/S og CoastZone A/S
Baser i Skanderborg, Kolding og København
Mere end 20 fastansatte og omkring 250 freelancere
Mere end 1,5 millioner medarbejdere har været igennem selskabernes arrangementer og forløb
Mere udviklingskraft, samme høje kvalitet
Samarbejdet skal ikke gøre de to virksomheder ens. Tværtimod fortsætter CoastZone og World of Adventure som selvstændige selskaber med egne brands, profiler og organisationer.
Til gengæld bliver der mulighed for at dele blandt andet IT-platforme, systemer og udviklingsstrukturer. Det skal frigive flere kræfter til dét, kunderne mærker: udvikling af koncepter, faglig dygtiggørelse, innovation og stærke arrangementer.
Samtidig åbner den nye konstellation for et større fagligt miljø for medarbejdere og instruktører. Flere kolleger, flere specialer og flere typer opgaver giver bedre muligheder for videndeling, kompetenceudvikling og for at dygtiggøre sig inden for branchen.
”Det interessante er ikke kun, at vi bliver større. Det interessante er, hvad vi kan blive bedre til sammen. Når vi samler så meget erfaring og så mange forskellige kompetencer, får vi mulighed for at udvikle både vores mennesker, vores produkter og den værdi, vi skaber for kunderne,” siger Thomas Liebe.
Et erfarent ejerteam skal føre CoastZone videre
Søren Madsen bliver majoritetsejer og direktør i CoastZone med særligt fokus på salg og marketing, samtidig med at han fortsætter som direktør for World of Adventure. Han har drevet World of Adventure siden 1992.
CoastZones stifter Brian Christiansen træder ud af virksomheden, mens sønnen Jesper Christiansen fortsætter som en del af ejerkredsen. Også medstifter Thomas Liebe fortsætter som medejer og seniorkonsulent.
”Jeg glæder mig helt vildt til at føre det videre, min far har bygget op,” siger Jesper Christiansen.
For Søren Madsen handler overtagelsen både om at bygge videre på CoastZones historie og om at skabe næste kapitel:
”Jeg har stor respekt for det, Brian og resten af holdet har bygget op gennem årene. Nu får vi mulighed for at bygge videre på to stærke virksomheder og samtidig skabe noget nyt sammen. Målet er ikke bare størrelse. Målet er at være endnu dygtigere og fortsat levere kvalitet på et niveau, som kunder og samarbejdspartnere kan mærke.”
I forbindelse med ejerskiftet forlader stifter Brian Christiansen, direktør Jakob Grabow og kommerciel chef Sandra Houmann CoastZone.
”Jeg vil gerne sende en stor tak til Jakob og Sandra for deres engagement og indsats. Og ikke mindst til Brian for det fundament, han har skabt, og for tilliden til, at vi kan føre CoastZones stærke brand og høje kvalitet videre,” siger Søren Madsen.